43
med Ulykken skulde blive det lykkeligste Land i Europa.« Da han nu tillige antog, at man i Norge havde Brug for Mænd, »der kjendte noget til kollegiale Beskjæftigelser,« og forudsaa trykkende Tider i Danmark, ønskede han at forlade dette Land, »hvor han var overkomplet,« og drage did, hvor han »efter Evne kunde virke.« Han ønskede altsaa en departemental Stilling i Christiania. Dette Ønske fremsatte han i gjentagne Breve.[1]
Til Rigsforsamlingen paa Eidsvold indsendtes, som bekjendt, flere Forslag og Udkast fra Danmark. Den gamle Schlanbusch i Rendsborg, der havde spillet en vis Rolle under Forberedelserne til Omvæltningen i 1784, erindrede paa denne Maade sit norske Fødeland. Emigranten Gyllembourg-Ehrensvärd, hvis Historie er noksom bekjendt, og for et Par Aar siden opfriskedes ved Udgivelsen af hans aandrige Hustrus Papirer, sendte ogsaa et Udkast, og han er paa en vis Maade, den første, der har foreslaaet Syttendemaifestens Høitideligholdelse. Mest Krav paa at mindes i denne Forbindelse har dog Grev Frederik Adolph Holstein-Holsteinborg, som ei alene gjorde et Forslag til en norsk Konstitution, men ogsaa af Kjærlighed til Christian Frederik foretog en Reise til Norge for at besøge Exkongen under hans Gjenvordigheder og ledsage ham paa hans Tilbagefart til Danmark.[2]
IV.
Saalænge altsaa Christian Frederik som Regent og derefter som Konge styrede Norge, havde dette Land i de fleste Danskes Øine staaet som i et Slags poetisk Lysskjær. Meget fik man vistnok ikke at vide om de norske Sager; thi Brevvexlingen var vanskelig, ja endog farlig, og de danske Aviser turde saagodtsom ingen Efterretninger meddele fra Norge. Men man haabede og drømte om en lykkelig Fremtid og Gjenforening. Der var ogsaa dem, der tænkte sig, at Christian Frederik kunde fortrænge «Pontecorvo« fra Thronfølgerstillingen i Sverige, og alle tre nordiske Riger engang forenes paa hans Hoved. Herpaa gik, som bekjendt, det politiske Flyveskrift[3] ud, som Christian
