41
Henrik Wergeland har givet en Udsigt over dens Historie, og vi kunne henvise hertil.[1] Foreningen maatte opløses allerede i April, da dens Bestaaen, efterat den var bleven bekjendt, selvfølgelig maatte paadrage den danske Regjering Ubehageligheder; thi Sverige havde strax efter Freden sendt en Gesandt til Kjøbenhavn, der havde et Øie paa hver Finger og med hensynsløs Energi gjorde sig gjældende der, Baron Tavast, om hvem en Samtidig endog skrev, »at han var for Danmark en værre Bussemand, end hele Sverige var det for Norge.«[2] Nogle af disse Nordmænd vendte snart hjem til Norge og gjorde sig tildels der siden endog meget bekjendte. Det var Mænd som Jørgen Herman Vogt (der uden al Tvivl, om han var forbleven i Danmark, havde opnaaet en af de høieste Stillinger der), Jonas Anton Hjelm, den senere Statsraad S. A. W. Sørensen, den senere Byskriver Rye, Prof. Skjelderup, Chr. Hansteen, Student (siden Biskop) Arup, H. A. Bjerregaard. Der var ogsaa Mænd, som forbleve i Danmark, af hvilke de mærkeligste var Christen Pram, og en ung norskfødt Student, der i denne Kreds spillede en særegen Rolle. Det var Caspar Johannes Boye, Rektorens Søn fra Throndhjem. Han forfattede et allegorisk Digt, »Nor til Dana«, der glødede af Harme over, at man havde sluttet den ydmygende Fred, førend det var kommet til det Yderste, og (Pavels’s Udtryk) »en næsten ren Opfordring til det danske Folk om at rive sig løs fra Frederik den sjettes Scepter og i Forening med Norge hylde Prinds Christian.« Selvfølgelig kunde et saadant Digt ikke trykkes, og da det blev bekjendt, at det existerede i Afskrifter, udstedte Politiet, en Præmie for Forfatterens Opdagelse. Hurtig søgte man da at faa Afskrifterne ind og brændte dem, men kom overens om først at lære dem udenad.»[3]
Kjøbenhavnske Sympathier for Norge fik i hin kritiske Tid forskjellige Udtryk. Den rigere Handelsstand, ja endog Embedsmænd, selv Artilleri-Officerer holdt sig ikke tilbage, og Norges Skaal blev i hine Dage mangesteds drukket med Enthusiasme. Den gamle Nordmandssang »For Norge, Kjæmpers Fødeland«, digtet, som bekjendt, i Anledning af Juleaftens-Feiden i 1771, havde hidtil været alt andet end velset i Danmark, og var neppe nogensinde bleven trykt uden i Throndhjem 1784,
