437
Christiania, 19 Dec. 1843.
Privatissimum! De Beviser fra Arne Magnussen, som Deres Høiærværdighed har fremfundet, vare naturligviis af høi national Vigtighed. Men se, uagtet dette fra min Side, med Bistand fra Justitiarius Berg og Prof. R. Keyser, af al Magt fremhæves, og jeg slog paa, at her maatte man, om man ikke var nogle Nathuer, ikke slippe Taget, men gribe det an med al diplomatisk Magt — se, om der vel gjøres noget fra Kirkedepartementets Side. Jeg har vel intet hørt i den senere Tid; men her i Høst lod det paa vedkommende Kontorchef, som om den Sag nok vilde sove hen iro, somom den endog var ubehagelig at røre ved.
Maaskee har De ikke hørt videre derom; men det kunde dog maaskee vare værd, om De f. Ex. yttrede Ønske om at see hvad derom har været skrevet. Vi leve i slette Tider hvad det Nationale betræffer. Vi skulle som Hunden være glade ved kunne gnave vore Been i en Krog. Materialismus og atter Materialismus, ikke Følelse, ikke Mandsmod! Hvad har vi Selvstændighed og Diplomati for? Hvortil denne Tractatbestemmelse, som siger, at Norge ogsaa af Videnskabeligt skal have hvad Norges er.
Som sagt — har man svaret Dem, at der er ikke videre at gjøre ved den Sag, da er det ikke saa. Dokumenterne, som De har fremfundet det juridiske Beviis for, medens man nok vidste, at Dokumenter i 1000viis fra alle Norges Capituler vare gangne samme Vei, befinde sig i Kjøbenhavn i den saakaldte Arna-Magnæanske Samling, forsaavidt de ikke ere mellem de i 1728 brændte. Da tabtes en Mængde af de saaledes udlaante; men en Mængde ere tilbage, og til at faae dem kunde hine Beviser være fortræffelige, naar man blot fra højere Steder ville. Men disse Kontormennesker, disse Jurister have ikke Følelse for sligt, og det er til at ærgre sig over, men ikke til derfor ganske at give en retfærdig Sag tabt.
Deres Høiærværdighed betragte disse Ord som en passant sagte ved Møde i Kirkegaden paa Deres Vei til Storthinget. Det var et godt Ord! — vil ikke Regjeringen — har den ikke saameget Been i Næsen — saa er Sagen slet ikke for ringe til at anhængiggjøres i Thinget.
Deres ærbødigste
Henr. Wergeland.
