35
stod ikke til at negte, at Danmark som Helhed var Norge overlegent. Men ikke destomindre spøgte der virkelig i mere end en Nordmands Hjerne en Forestilling om, at der dog var et vist eiendommeligt, rigtignok just ikke ganske let forklarligt eller paaviseligt Fortrin at være »født udi Norge«, og at »Jyden« egentlig var et Menneske af en noget ringere Art. Ytringer i denne Retning, vistnok i en spøgefuld Form, men dog ikke helt blottede for Alvor, kunne findes hos Wessel, Vibe og de med dem samtidige Digtere. Kampene mellem Danske og Norske paa Universitetstrappen o. s. v. ere bekjendte.
Dannede Nordmænd og Danske talte det samme Sprog, men Tungeslaget var og er meget forskjelligt, og Enhver syntes i Regelen bedst om sine egne Landsmænds Accent. Hovedstadens Tale maatte dog naturligvis gjælde for den fornemme og elegante, og Nordmændene paavirkedes derfor hyppig af denne. Omvendt har i det mindste i een Periode, (omkring det sidste Aarhundredskifte) den norske Udtale været paa Moden i Kjøbenhavn. Det var i Skuespiller Michael Rosings Tid, da »de mange Rosingianere norskede i Thalias Capeller og stundom i selve Kirkerne.«[1] Men paa mange Mennesker har dog denne Dialektforskjel virket frastødende. Noget særligt Vidnesbyrd herom fra den ældre Tid har jeg vel ikke stødt paa; men fra en senere har jeg to Pragtsteder, som her skulle anbringes broderlig ved Siden af hinanden, det ene af den lærde Historiker, Justitiarius Berg, det andet af den som Bjørnsonianer af streng Observants i sin Tid kjendte Clemens Petersen:
| J. C. Berg: | Cl. Petersen: |
| (1838). | (1867). |
| »Da den danske, i det mindste den kjøbenhavnske Udtale, har noget læspende og affekteret ved sig, idet Ordene ligesom stødes ud, saa kan et norsk Øre ei andet end finde Afsmag derved, inden Vanen lindrer det skurrende. Det Affekterede ved den kjøbenhavnske Dialekt har imidlertid givet Anledning til, at enkelte Narre i Norge have søgt at efterabe den, som om det var et penere Sprog, hvor stødende eller skurrende den i sig selv endog er.«[2] | »Af de norske Dialekter er den Christianiensiske en utaalelig Jargon; paa en vis pibende, hylende Maade holder den Tonen paa det sidste Ord i Sætningen og frembringer derved en Lyd, som paa en Prik ligner de Interjektioner, hvormed Dyrene tilkjendegive deres Fornemmelser for hinanden.«[3] |
- ↑ St. St. Blichers Samlede Noveller og Skizzer, ordnede af P. Hansen. (Kbhvn.) 1862., II., S. 355.
- ↑ Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie VI., 5. 164.
- ↑ Nordisk Tidsskrift for Politik etc., udg. af G. K. Hamilton, 367 S.
3 *)
