28
fri for, er en Beskyldning uden al Støtte i de faktiske Forhold, ligesom uden al indre Sandsynlighed. Meget mere skal det med Sandhed kunne siges, at den Dommerstand, vort Land efter 1814 har havt at opvise, gjennemgaaende har udmærket sig ved en Retsindighed og Hæderlighed, der har stillet den høit i Folkets Agtelse. Og jeg vil ogsaa pege paa et vigtigt Moment, der øieblikkelig vilde have gjort ethvert Misbrug føleligt i vide Kredse: vor Retspleie har altid, selv under Enevældet, været anerkjendt som offentlig. Det forholder sig ingenlunde saaledes, som Jurykommissionen paastaar, at Retspleiens Offentlighed ingen Betydning har under en skriftlig Rettergang. Hvad der sker i Retssalen under Forhøret eller Vidneafhørelsen, unddrager sig ingenlunde Offentlighedens Kontrol. Og i denne Henseende var det af en særlig Betydning, at vi som en Levning fra de gamle Lægdommere havde beholdt den Regel, at to eller fire af Retskredsens Indvaanere altid skulde bisidde Retten som Lagrettesmænd. Disse Lagrettesmænd, der vistnok udenfor Livs- og Æressager ingen Indflydelse havde paa Dommen, sad der som Folkemeningens Repræsentanter, og ethvert Misbrug, som Dommeren tillod sig, kunde blive set og opfattet af dem og meddelt i videre Kredse.
Endelig vil jeg ogsaa pege paa som noget, der væsentlig har bidraget til at holde vor Dommerstand fri for det Folkehad, som Fastlandets Enevoldsdomstole rammedes af, at de ordinære Domstole, saavidt vi kunne se, aldrig have været benyttede til politiske Formaal. De danske Enevoldskonger havde et lettere Middel til at fremme denne Slags Øiemed i Nedsættelsen af dømmende Kommissioner, der ved selve sin Anordning bar det Extraordinæres Præg og holdt de ordinære Dommere fri for det Odiøse, som Anvendelsen i den politiske Forfølgelses Tjeneste altid medfører.
Jeg tror saaledes at kunne paastaa, at vort Folk aldrig har manglet Tillid til Strafferetspleien. Meget mere har denne Tillid været saa stærk, at de Mangler, der virkelig findes ved vor nugjældende Straffeproces, navnlig ved Forhøret, kun have været lidet eller slet ikke bemærkede af Almenheden. Den Mistillid, hvorom der tales saa meget, er, om den overhovedet findes, først skabt ved Reformagitationen og for en meget væsentlig Del ved Fremhævelse af Mangler, som ikke findes.
Reformens Historie bærer ogsaa Vidnesbyrd om denne Folkets Tillid til Retspleien.
Det Adler-Falsenske Udkast til Grundloven havde med dets
