25
Hovedsagen at fremholde for Dem disse almene Synspunkter som dem, der efter min Mening bør være de fortrinsvis bestemmende for den almindelige Opfatning af Reformen. Og der vil ikke her være Anledning til at dvæle ved dennes Enkeltheder. Men det Spørgsmaal vil De maaske til Slutning rette til mig, — om jeg overhovedet anser en Reform i vor Straffeproces paakrævet, særlig om jeg antager der hos os foreligger saadanne Forhold som de, hvorunder jeg i det foregaaende har vindiceret for Lægdommerne en ialfald historisk betydningsfuld Rolle. Herpaa skal jeg da, saavidt den fremrykkede Tid tillader det, endnu kortelig søge at give Svar.
Jeg vil da sige, at en Reform i vor Strafferetspleie visselig i flere Retninger kan være ønskelig. Jeg anser saaledes Mundtlighed og Umiddelbarhed for et væsentligt Fremskridt. Jeg finder ogsaa en renere Gjennemførelse af AÅnklageprincipet, navnlig en Reform af vort nuværende Forhørsinstitut i høi Grad paakrævet. Jeg anerkjender ogsaa, at de foreliggende Forslag indeholde væsentlige Forbedringer i Ordningen af Anklagemyndigheden, i Reglerne for Varetægtsarrest og flere andre Punkter. Derimod anser jeg ikke Lægdommere for noget i sig selv attraaværdigt Gode eller i nogen Maade paakrævet af vore politiske Forholde. Lægdommere ere efter min Mening i enhver Skikkelse et Onde, der imidlertid, naar Institutionen gives den heldigst mulige Organisation, dog maaske ikke er større, end at man kunde underkaste sig det, for derved at opnaa de med en mundtlig Proces forbundne Goder. Men denne Betingelse for, at Lægdommer-Institutionen skal være tolerabel, finder jeg nu slet ikke realiseret i den Skikkelse, hvori Reformen stilles os i Udsigt. For det første, fordi vi skal have Jury, — hvilken Form for Lægmandsdomstole jeg under enhver Omstændighed betragter som et Onde. For det andet, fordi man vil aabne Døren netop for Lægdommer-Institutionens svageste Sider ved at prisgive den for politisk Indflydelse, idet man lægger Valget i Kommunebestyrelsens Hænder, det vil sige Korporationer, ved hvis Valg politiske Hensyn i stadig stigende Grad har gjort sig gjældende. Noget saadant er, saavidt mig bekjendt, ganske ukjendt andetsteds. Og alene denne Bestemmelse vil saaledes bevirke, at vor Juryordning bliver uden Sidestykke.
I det hele taget har det været overmaade misligt for Reformen, at den saa stærkt har været baaret frem af politiske Strømninger og støttet af politiske Argumenter. Det fremstilles, som om først Enevældet og siden det bureaukratiske Styre havde paaført vort Land en Inkvisitionsproces af værste Art, og berøvet
