21
der netop ofte knyttes til Forhold, der kun forstaaes fuldt ud af dem, der af Erfaring kjende dem. Det vilde nu aabenbart være ganske urigtigt at forudsætte fuldstændig Mangel paa disse Evner eller denne Livserfaring hos den retslærde Dommer. Meget mere vil en, der stadig er i dømmende Virksomhed, komme i Berøring med saa mange forskjelligartede Forhold, at han vil samle sig større Sum af Livserfaring end de fleste Mennesker i andre Stillinger. Men dette udelukker ikke, at denne praktiske Indsigt, som en Domstol bør rumme, kan repræsenteres fyldigere ved et Kollegium af indsigtsfulde og oplyste Mænd fra forskjellige sociale Kredse og forskjellige Stillinger.
Jeg er ogsaa villig til at indrømme, at Lægmanden ofte vil medbringe en større Interesse og en større umiddelbar Friskhed i Indtrykket af den enkelte Straffesags Eiendommeligheder, medens Fagdommeren mere er udsat for at afstumpes for det Individuelle ved hvert enkelt Tilfælde og for i Bedømmelsen at henfalde til en vis rutinemæssig Skjæren alt over en Kam. Dette er det, som har paadraget ham den ofte vistnok ubegrundede Beskyldning for Tilbøielighed til Domfældelser (ésprit de condamnation), en Tilbøielighed, som visselig vil kunne modarbeides ved et kollegialt Samarbeide og den derved begrundede Nødvendighed af for hvert nyt Tilfælde at klargjøre for sig selv for at kunne klargjøre for Lægdommernederetslige Synspunkter, hvoraf Sagen afhænger.[1]
Fra Betragtninger af denne Art henter efter min Mening Lægdcemmernstitutionen sin eneste reelle Støtte i det moderne Samfund. Jeg kan dog ikke tillægge dem i og for sig afgjørende Vægt til Fordel for Indførelsen af denne Institution. Intet Menneskeligt er fuldkomment. Fagdommerne have vistnok sine Feil, men i mine Øine opveies de Fordele, som Lægdommerne maatte være i Besiddelse af, fuldstændig af Fagdommernes stærkere Følelse for deres Kalds Pligter, af deres større Erfaring, og fremfor alt deres større Indsigt i selve de Regler, af hvilke Afgjørelsen af hænger.
Og i ethvert Fald maa jeg bestemt udtale, at Juryen er den Form for Lægdommernes Medvirkning i Retspleien, der stærkest lader deres svage og mindst deres gode Sider fremtræde. Juryen hviler nemlig paa en Spaltning af den dømmende Afgjørelse, der ikke alene i sig selv er i høieste Grad irrationel, men ogsaa medfører den væsentlige Ulempe, at Lægmændene i meget
- ↑ Jfr. Getz, Om en forandret ettergangsmaade i Straffesager, Pag. 332.
