18
selv vedkommende Momenter, for det andet i sin Standsære, der stempler enhver Partiskhed som en grov Forsyndelse mod de af hans særlige Kald flydende Pligter. Han maa staa inde for sin Dom, og en Fravigelse fra Lov og Ret sætter ikke alene en Plet paa ham i det almindelige Omdømme, men vil regelmæssig ogsaa være ham til Hinder paa hans fremtidige Løbebane. Lægdommeren derimod kommer og forsvinder med den enkelte Sag. Han trækker sig efter Dommen tilbage til sin egen Kreds, en Forsyndelse mod Lov og Ret bliver ikke heftende ved ham som nogen Skamplet, — allerede af den Grund, at hans manglende Retskyndighed lægger Undskyldningen saa nær: »Han vidste ikke bedre«.
Nu er der imidlertid mærkelig nok dem, som netop forsvare Lægdommerne, fordi de lettere end Fagdommerne skulde kunne sætte sig ud over Loven, hvor de i det enkelte Tilfælde fandt denne uretfærdig. At Lægdommerne hyppig have tiltaget sig en saadan Myndighed, er bekjendt nok. Men intet Lands Lovgivning har tilstaaet dem den; meget mere kræves overalt af Lægdommerne den samme Ed som af Fagdommeren: at han skal dømme efter Landets gjældende Lov[1], og intet kan i Virkeligheden forsvare en saadan Ret for Lægdommere til at sætte sig ud over Loven. Er Loven uretfærdig, er det den rette Vei at forandre den, og dertil har Folket Adgang. Og gjælder det at afvende en Uretfærdighed i et enkelt Tilfælde, saa er den rette Autoritet ikke et tilfældigt sammensat Dommerkollegium, men en Myndighed, der har Adgang til roligt at overveie Tilfældenes Forskjelligheder og bringe til Anvendelse en ensartet Maalestok. En saadan Myndighed er i konstitutionelle Stater Benaadningsmyndigheden.
I en anden mere bestikkende Form fremtræder i Grunden den samme Betragtningsmaade hos dem, der forsvare Lægdommerne paa Grund af, at de bedre end Fagdommere skulde frembyde en Maalestok for Forbryderens Erkjendelse af hans Handlings Lovstridighed. Man har sagt, at Forbryderen bør frifindes paa Grund af Retsvildfarelse, naar et Kollegium af Lægmænd
- ↑ Den berømte amerikanske Jurist, Story udtaler herom: De Edsvorne har vistnok den fysiske Magt at tilsidesætte Lov og Ret, men jeg bestrider paa det bestemteste, at de har den moralske Ret til at dømme om Lov og Ret efter deres personlige Meninger og Vilkaarlighed; jfr. Binding, Die drei Grundfragen, Pag. 24—25, Note *.
