17
stadig cirkulerende Beretninger om Jurykjendelser, der frifinde ulykkelige Kvinder for notoriske Drabsforbrydelser eller give Fribrev paa Strafløshed for Fornærmelser mod Personer eller mod Klasser af Personer, der med eller uden Grund ere upopulære? — Værst af Alt er det dog, naar Juryen hjemfalder til Paavirkning af religiøse, sociale eller politiske Partihensyn. Og Faren herfor er særlig nærliggende under smaa Forhold eller i politisk bevægede Tider. I Østerrig maatte i 1872 Juryens varmeste Talsmand, Justitsminister Glaser selv foreslaa dens midlertidige Suspension. Denne Kjendsgjerning er vel et saa talende Bevis for Institutionens Ufuldkommenheder, som tænkes kan. Ikke mindst mærkelige er de Ord, som Glaser ved Sagens Behandling i det østerrigske Abgeordnetenhaus den 16de Februar 1872 udtalte[1]: »Fra det Øieblik, da i vide Kredse den Mening vinder Udbredelse, at Juryen ikke er en judiciel, men en ren politisk Institution, at den, som sidder paa Jurybænken, opfylder en patriotisk Pligt, naar han bringer Dommen fix og færdig med sig, naar han ikke dømmer efter Sagens Beviser og Lovens Bud, men alene anser sig kaldet til ved denne Anledning at give sine politiske, nationale og konfessionelle Overbevisninger og Sympathier Utdryk, naar den ulyksalige Vrangforestilling baner sig Vei, at man bliver en Forræder mod sin Overbevisning, naar man ikke bryder sin Ed, ikke erklærer for usandt, hvad man erkjender for sandt, erklærer for Uret, hvad man erkjender for Ret, — naar det er Tilfældet, da indtræder Tilstande, som i Længden alene kunne lede til, at Edsvorneretterne i Rigets hele Omkreds synker sammen under de bedrøveligste Erfaringers Vægt.»
Jeg tror ikke, nogen i denne Forsamling ved at høre disse Ord har kunnet undgaa at tænke paa, hvilken sørgelig Bekræftelse de have faaet ogsaa i vort Land ved den Prøve paa folkelig Justits, vor nyeste Historie har at opvise.
De vil nu maaske spørge: Men er da ikke ogsaa Fagdommeren udsat for fremmedartede Impulser? Ogsaa Fagdommeren vil jo hyppig tilhøre et bestemt Parti, ogsaa han er et Menneske, der lever i sin Tid og kan være udsat for Stemninger og Tryk af Opinionen. Hertil er at svare, at Fagdommeren har et meget kraftigt Værn mod al saadan Paavirkning for det første i en lang, fagmæssig Opøvelse til kun at fæste sit Blik paa de Sagen
- ↑ Disse Udtalelser er ogsaa fremdragne af Getz i Retst. 1883, P. 327—28, Note 2.
Vidar 1887. 2
