13
sine Former — baade som Jurymand og som Schöffe (Meddomsmand).«
Særlig for Juryens Vedkommende fortjener følgende Udtalelse af en af Tysklands betydeligste nulevende Retslærde Opmærksomhed. Den bekjendte Rudolf v. Ihering udtaler i et Skrift, der er blevet epokegjørende (Der Zweck im Recht, 1ste Del, P. 408—411): »Skal jeg sammenfatte min Dom over Edsvorne-Institutionen, saa kan den kun blive, at de Edsvorne, alene bortset fra deres Uafhængighed af Regjeringen, ellers i enhver Henseende forene i sig alle de Egenskaber, som en Dommer ikke skal have«. Under Anerkjendelse af Juryens forbigaaende historiske Betydning ytrer han videre: »Jeg er af den Overbevisning, at der vil komme en Tid, der i tryg Besiddelse af den vundne Retssikkerhed vil tilraabe Juryen: Moren har gjort sin Tjeneste, Moren kan gaa. Thi en Morian er og bliver den, og al dens Tilhængeres Kunst vil ikke være i Stand til at vaske den hvid, — men der vil vistnok gaa megen Sæbe til, før man bliver almindelig overbevist herom«. —
For Amerikas Vedkommende har nylig en intelligent Iagttager, der har havt Anledning til at se Forholdene i dette Land paa nært Hold, nemlig den forhenværende danske Gesandt i Washington, C. St. A. Bille i en Række Artikler i det danske Tidsskrift »Tilskueren« (for 1885), aflagt følgende Vidnesbyrd: »Juryens Tilhængere kunne ikke længere paastaa at repræsentere et Fremskridt. Dens Modstandere kunne med Føie gjøre gjældende mod den, at Nævninge-Institutionen er en overlevet Form for Retslivet, og at de, der nu vil indføre den, hvor den ikke hidtil har bestaaet, i Virkeligheden vil skrue Tiden tilbage.«
De her anførte Udtalelser mod Lægdommere eller mod Juryen kunde forfleres betydeligt. Men jeg tror, disse Citater ville findes tilstrækkelige til at godtgjøre det urigtige i Jurykommissionens oven gjengivne Ytring om Udlandets samstemmige Dom.
Men endnu mindre Vægt faar den tilsyneladende Samstemmighed i Opinionen, naar man betænker, at Lægdommere og Lægdommere, ja Jury og Jury kan være himmelvidt forskjellige Institutioner, eftersom de organiseres paa den ene eller den anden Maade, og at de, der ere Tilhængere af Institutionen i en Form, meget ofte ere Modstandere af den i enhver anden. Særlig skulde jeg være tilbøielig til at tro, at en Ordning som den, der nu forberedes indført hos os, hos Sagkyndige Verden udover kun vilde finde liden Tilslutning, — allermindst i England, hvis For-
