6
Samfundets Retsbevidsthed, og paa den anden Side Samfundsforholdene og Retslivets Former vare enkle og gjennemsigtige og kunde beherskes af faa og enkle Retsnormer. Men efterhvert som Forholdene udvikledes og kompliceredes, efterhvert som baade den stærke Samfølelse, der bandt de engere Samfundsslægter sammen, og den retsproducerende Kraft i Folket afsvækkedes, efterhvert som i det hele Udviklingen medførte Nødvendigheden af en stærkere, udenfor og over Folket stillet Centralmagt, maatte de paa andre sociale og retslige Forudsætninger hvilende Folkedomstole i Kraft af Udviklingens eget Medfør synke sammen.
Men om end saaledes de gamle Folkedomstole viste sig uskikkede til i Længden at betrygge en ordnet Retsforfølgning, saa skal det ikke kunne negtes, at den Retspleie, der hævede sig af den gamles Ruiner, hurtigt — og det hovedsagelig under Indflydelse af det overalt fremtrængende Enevælde — tog en Udvikling, der medførte de alvorligste Farer for Statsborgerne Jeg taler dog nu væsentlig om Forholdet, saaledes som det i det hele og store laget stillede sig udover Europa. Jeg vil senere faa Anledning til at paavise, hvorledes særlige Omstændigheder have bevirket, at Udviklingen i vort Land har været en anden end paa mange andre Steder, særlig i Tyskland og Frankrige.
Den Proces, som paa Kontinentet udviklede sig i det 17de og 18de Aarhundrede, og som blev et af Enevældets frygteligste Redskaber til at underkue al personlig Frihed og undertrykke ethvert Angreb paa dens Autoritet, var en hemmmelig Inkvisitionsproces, forvaltet af Dommere, der vare ansatte af og afhængige af Statsoverhovedet, og ligeoverfor den Tiltalte udrustede med de frygteligste Magtmidler. Jeg bør maaske her til bedre Forstaaelse af dette Punkt, der er af den største Betydning for den historiske Rolle, som Lægdommer-Institutionen senere fik, erindre om, at man ved Inkvisitionsproces forstaar en Retsforfølgning, der oftest sættes igang af og ialfald helt og holdent ledes af Dommeren, ligeoverfor hvem Tiltalte ikke indtager en Parts, men kun et Undersøgelsesobjekts Stilling, medens Anklageprocessen stiller Dommeren saavidt muligt udenfor Sagen, saaat han aldrig af egen Drift skrider til Sagens Forfølgning (»hvor ingen Anklager, ingen Dommer»), ligesom under Sagen Anklageren og Tiltalte som selvstændige Parter hver fra sin Side fremskaffer Sagens Materiale. Det tør i Nutiden betragtes som et fra alle Sider erkjendt Axiom, at kun den sidste Procesform, naar den organiseres paa den rette Maade, er istand til at betrygge en i
