Karsten sad paa en stol borte ved ovnen og halvsov. »Nu Karsten, skal vi gaa hjem?«
»Langtifra«, sagde han og blev lysvaagen med en eneste gang, »jeg vil ikke gaa endnu«.
»Jo værsgod, nu skal du komme.«
»Nei nu skal jo moroen først begynde.«
Der stod jeg pent i det. Inde i sengen laa den ene og snorksov og her sad den anden saa stiv som en trebenet krak. Det var saa hedt og kvalmt derinde nu, at jeg næsten ikke kunde puste. Jeg maatte sætte mig taalmodig ned bag døren i kammeret igjen. Der ventede jeg en halv time. Karsten sad fremdeles borte ved ovnen og halvsov. Jeg kunde ikke fatte, hvorfor han ikke vilde gaa. Tilslut slap det ud af ham:
»Der staar en stor kurv med kager under kjøkkenbænken«, sagde han, «jeg vil ikke gaa før jeg har faaet nogen af dem«.
Ganske rigtig, der stod en stor klædeskurv med sukkerbrød.
»De kagerne skal de vist have til kaffen imorgen«, sagde jeg, »du vil da vel ikke blive her hele natten for et sukkerbrøds skyld?«
