Hele tiden, mens de spiste, stod jeg bag Karstens stol; al slags drikkende, som blev sat for ham, tog jeg øieblikkelig bort. Karsten var lidt vond, for han forsøgte hemmeligt at spænde mig paa benene under stolen. Men jeg giver mig ikke saa let, jeg. Da ogsaa kvindfolkene havde spist, og jeg kom ned i gangen igjen, stod Peder og hang over trappegelænderet.
»Aa, Inger Johanne, jeg staar her og venter paa dig – jeg er saa syg alle steder! Aa – aa – aa.«
Jeg fik en lys idé. »Der staar en omhængsseng inde i kammeret«, sagde jeg, »der skal du lægge dig til at sove«. Jeg fik ham med mig ind kjøkkendøren og op i omhængssengen, uden at nogen mærkede det, og trak omhængene for. Der laa Peder til provsten og turede bryllup.
Hele aftenen udover gik det akkurat ligedan til; de dansede og røgte, trampede og svedede, men snakke gjorde de ikke. Alt i et var jeg inde og kikede paa Peder bag omhænget. Han sov som en sten.
Da klokken var tolv vilde jeg gaa hjem.
