Jeg dansede med allesammen, baade med Ola Bugta, som bærer tøi iland fra dampskibene, med Even fisker, med Jonas og med en gammel mand, som halter svært paa gaden; herude i Marens bryllup var han en ren kavaler. Tilslut vilde Jonas danse med mig uafladelig, saa jeg maatte gjemme mig for ham bag døren inde i kammeret.
Endelig skulde vi da spise til aftens. Der var dækket oppe paa loftet, mandfolkene skulde spise først. Mama havde sagt, at jeg skulde passe paa, at Karsten ikke drak noget. Da derfor mandfolkene og Karsten gik op for at spise, fulgte jeg med og stillede mig i døren. Peder var ogsaa kommet derop; han sad gruelig bleg oppe ved brudgommen. Ola Bugta skjænkede en stor dram for Karsten, men inden Karsten fik fat paa den, stak jeg min haand lynsnart frem og tog glasset. Karsten sendte mig et rasende blik.
»Han er jo store karen nu«, sagde Ola Bugta, »han taaler nok en liden knert«.
»Gaa ned igjen du, Inger Johanne«, sagde Karsten.
»Nei tak, far, jeg gaar ikke, maa du tro.«
