Bruden kom ud i døren for at vise sig. Hun er gruelig gammel, Maren – vist tredive aar – saa hun var ikke videre pen, da hun stod der i døren. »Hurra for brura!« raabte de udover i mørket rundt huset. Weiby stod lige ned for trappen; han syntes tilslut at Maren viste sig for længe. »Gaa ind igjen nu«, sagde Weiby, »nu har de seet dig nok«.
Nei saadan varme, som der var inde i stuen. Alle mandfolkene røgte tobak mens de dansede, hele stuen stod i en damp; røde, svede, fornøiede ansigter stak frem gjennem tobaksrøgen allesteder. Kristian tusindkunstner sled i trækspillet alt hvad han orkede, Severin Assersen lagde hovedet helt ned paa violinen sin, og gned og gned, og gjæsterne, de dansede og trampede; der var ikke ørenlyd at faa derinde.
Karsten dansede borte i en krog med en liden, tyk kone. Naar Karsten foretager sig noget – det kan være den allermindste smaating – saa er det akkurat, som alting staar paa spil, inden han bliver færdig. Han dansede med konen borte i krogen, som det gjaldt liv og død.
