»Hvad skal jeg gjøre, Inger Johanne?«
Jeg fik ham med mig ud i den friske luften. Der var en liden potetesager bag huset; Peder satte sig ned der, jeg tog noget fugtigt potetesgræs og lagde paa hovedet hans. »Var det ikke godt?«
»Aa jo.«
»Sid herude du en stund, skal du se du kommer dig.«
Det var blevet næsten mørkt. Udenfor huset havde der samlet sig en hel del mennesker, voksne gutter og børn, piger og koner; de stod helt inde i gangen og kikede, kløv op paa vinduerne, raabte, lo og holdt spektakel.
»En, to, tre, fire, fem – brura frem!«
Politibetjent Weiby gik omkring derude og pirkede bort i dem med stokken, naar de raabte for høit.
»Hold snavla deres – siger jeg.«
Han var altid saa forstoppet af klæder, Weiby. Naar han vendte den forpakkede ryggen sin til – saa skreg og raabte sjøgutterne igjen: «Brura frem» – saa det skranglede bortimellem de smaa husene.
