– jeg tror vi dansede en halv time. Af og til gjorde jeg et forgjæves forsøg paa at stanse, men det kunde aldrig i verden nytte, Jonas holdt mig fast, fast som i en skruestikke, trampede og dansede. Hei san!
Der var imidlertid sat lys i vinduerne og paa hylder rundt væggene. Lysene blafrede frem og tilbage i trækken.
»Det er akkurat som jeg danser bare med en kjole mellem hænderne – saa let er du«, sagde Jonas. Skulde det være en kompliment? Jeg ved det ikke. Naar man er en stor liden pige, saa er det ikke morsomt at blive kaldt »bare en kjole«. Endelig slap han mig; jeg sank andpusten ned paa en stol.
Men da straks efter en ny dans begyndte, saa jeg, at Jonas havde mig i kikkerten igjen, – jeg blev saa fortvivlet, at jeg reiste mig hurtig og klemte mig mellem spillemændene ud i gangen.
Paa en kiste bag døren i gangen sad Peder.
»Ak, jeg er saa syg, Inger Johanne.«
»Ja hvor kan du vente andet – seks kopper kaffe!«
