»Ja, jeg kan jo ikke slippe.«
»Jovist kan du det.«
»Nei, de truer mig og truer mig – og nu er jeg saa syg. Jeg har drukket fem kopper, dette er den sjette.«
Idetsamme spillede musiken op, der var en violin og et trækspil. De spillende stod i døren til gangen, da der var saa lidet rum inde i stuen. Det var alt skummert; de tændte ikke lys endnu, men begyndte at danse med en eneste gang.
Først brud og brudgom en langsomvals alene. Saa kom alle de andre efter. Brudgommen var saa høi, at han rakte lige op i taget. Hele stuen var pakkende, yrende fuld af dansende par. Der var ikke stort plads til at svinge sig. Det gik forresten meget adstadigt og langsomt i begyndelsen, af og til trampede de i gulvet, saa det stod efter. Naar fire-fem sjøgutter tramper paa en gang, saa smelder det, kan dere tro. Ret som det var, kom der en ung matros, som hed Jonas, hen og bød mig op. Du – hvor vi dansede! Han vilde aldrig holde op. Hei, raabte han og trampede i gulvet
