en bredfuld kop. Karsten var ikke saa medgjørlig som jeg. »Jeg vil ikke have kaffe – nei, jeg vil ikke have, siger jeg – men søsterkage skal jeg spise«, tilføiede han naadigt.
Jeg blinkede til ham fra den anden kant af værelset, hvor jeg sad, at han værsaagod skulde være høflig og velopdragen; men Karsten skjønner sig ikke paa saadanne smaatterier som blinking. Peder til provsten sad klemt inde mellem to lodser borte ved ovnen. Han drak en mængde kaffe, jeg saa bunden af koppen, ret som det var, op for ansigtet hans. Men over randen af kaffekoppen kastede han fortvivlede øine hen til mig. Hvad er det som staar paa med dig, tænkte jeg. Pigen bød ham en kop igjen – han drak og han drak – leverede den tomme kop villieløst fra sig og tog en fyldt igjen, og hele tiden stirrede han ufravendt paa mig med de brune, søvnige øinene sine. Tilslut maatte jeg bort til ham.
»Men er du gal, gut, saadan, som du drikker kaffe?« Han saa ynkelig op paa mig.
