et lidet kjøkken. Da alle bryllupsgjæsterne kom ind, blev der pakkende fuldt med en eneste gang. Brud og brudgom tog plads under vinduerne, og lidt efter lidt havde alle de gamle konerne og mændene og sjøgutterne lempet sig ned langs væggene. Ingen sagde et ord. »Det er leit at gaa saadan i række gjennem byen«, sagde brudgommen endelig – »jeg vilde ønske det havde været regnveir, saa jeg havde kunnet gaa med paraply«.
»Aa, det er bare den første gangen det«, sagde telegrafbud Jebsen. Jebsen var gift for tredie gang. Jeg syntes det var stygt af ham at sige saadant for Marens skyld; men de lo allesammen, Maren ogsaa.
I samme øieblik blev døren aabnet og to piger kom ind med bretter, der bugnede af kopper med sort kaffe og tommetykke søsterkagestykker. Nu kan hverken Karsten eller jeg like kaffe. Jeg forsøgte paa at slippe undaf den store kaffekop, men det var akkurat som at snakke til væggen.
»Nei værsgod da – værsgod – værsgod da« – og jeg maatte forsyne mig med
