gifte sig; den tyvende september skulde brylluppet staa, og Karsten og jeg var buden til bryllup; da Maren før havde tjent hos provstens, var Peder ogsaa buden.
Alle gjæsterne samledes i bryllupshuset, et bitte lidet hus ude paa Tangen; derfra gik vi i stor procession, brud og brudgom først, gjennem byens gader, den lange vei til kirken. Peder, Karsten og jeg gik tre mand høi straks efter brudeparret. Peder og Karsten begyndte straks at knibe og puffe hinanden, saa jeg maatte gaa i midten og holde styr paa dem. En ved aldrig rigtig, hvor en har gutter henne, synes jeg; de kan være saa hyggelige og snille, og saa med en eneste gang er de saa leie og vrange, som de bedst kan.
Maren græd svært i kirken. Jeg kan nu ikke skjønne hvorfor hun græd, for nu vidste hun jo, at hun ikke behøvede at vaske ørenringene sine mere. Orgelet durede høitideligt, alle vi andre sang – og saa var Maren og tømmermanden gift.
Det lille hus ude paa Tangen bestod bare af en liden stue, et lidet kammer og
