paa, at jeg ikke havde større mund end en sparebøssespræk.
»Og saa tænker jeg vi demaskerer os«, sagde Mack, »hvis vore smaa gjæster fra fantasiens land vil live op en aften for et par gamle folk«.
Om vi vilde! Vi tog hurtig maskerne af, men tænk, Mack sagde, at han havde kjendt mig idetsamme vi kom ind af døren. Uf, det er væmmelig, at en ikke kan være andre end sig selv.
Men fru Mack tog et glas mjød og deklamerede:
»Ungdom, du ungdom, du livfulde tid,
Tid fuld af glæde saa ren og saa blid;
Ungdom, dvæl endnu i min gamle barm,
Uskyldsfuld ren midt i verdens larm.«
»Det har mama selv digtet«, sagde Mack og saa beundrende op paa sin kone.
Tænk, den der kunde digte som fru Mack! Det maatte være deiligt. Jeg har prøvet siden, om jeg kunde, men det gik ikke, for rimene er saa ækle at faa til.
Senere paa aftenen dansede fru Mack menuet for os. Hun holdt op i sit kjoleskjørt
