Vi neiede og neiede, Land bukkede og skrabede og fulgte os ud, halvfuld og smilende; madam Land vridde gadedørsnøglen om med et smeld, da vi stod paa trappen, og jeg hørte gjennem døren, at hun sagde noget om den langbenede byfogdens unge.
Aa, hvor vi lo – madam Lands »fattigmand« havde vi allesammen i lommen.
»Nu gaar vi til madam Pirk«, sagde jeg.
»Er du gal, Inger Johanne, vi tør ikke – hun er meget værre end madam Land.«
»Jo, det er saa rasende snodigt – kom kom bare – kom.«
Vi listede os saa stille, som vi kom for at stjæle, ind i madam Pirks kjøkken. Der var bælgmørkt, det lyste i nøglehullet inde fra stuen.
»Hys – s – ti – stille« – madam Pirk hostede inde i stuen, vi kvak i allesammen: »Nu kommer hun vist«.
Atter stilhed – halvkvalt latter ude hos os.
»Nu kremter jeg«, hviskede jeg.
»Er du gal, Inger Johanne – for alt i verden gjør det ikke.«
