gik rent i bal for hende. Mina og jeg kvaltes næsten af latter og varme.
»Hillemænd«, sagde Land, »det er nok langveisfarende folk dette, du maa komme med en skjænk, lille Marie«.
Marie saa ikke ud til at være meget villig til at skjænke os nogen ting, men hun gik dog hen i et hjørneskab og tog frem nogle kager. Det var nogle blege, dødstegte »fattigmand« – naar »fattigmand« er fæl, er den fæl tilgavns, ved dere. Jeg gruede, før jeg stak en bid i munden. At spise kage, naar en har maske paa og ikke større mund end en sparebøssespræk har nu forresten ogsaa sine vanskeligheder. Den smule jeg fik ind, smagte af kamfer, saa madam Land havde vist sin medicin i samme skab som sine kager.
»Kanske smaafrøknerne har lyst paa et glas øl«, sagde Land pludselig. Han saa ud som han selv alt havde drukket nogle glas.
«Nei tak – nei-pei – tak-pak« – vi reiste os alle tre. Det var forresten vist Land, som selv havde lyst paa det og tænkte, han skulde lure sin Marie paa denne maade.
