»Nei, lille Marie«, sagde hendes mand – han er fra Danmark, Land, og snakker saa sødt og klusset – »du skulde dog bede smaafrøknerne ind, det er ikke folk fra gaden dette – Marie«.
Land var tydelig nok blevet imponeret af Minas silkedragt. Madam Land brumlede noget om, at det var hende ligefedt, hvadslags folk det var, men Land havde alt aabnet døren og bad os yderlig artig »spadsere ind«. Der var hedt, som i en bagerovn, inde i stuen, og en tobaksrøg saa tæt og kvalm, at jeg troede, jeg skulde miste pusten bag masken. Land bukkede og bukkede og satte tre stole frem midt paa gulvet.
Nu havde vi aftalt hjemme, at vi bare vilde tale P-maal, for da kunde jo ikke et menneske kjende os.
»Er det tilladt at spørge, hvor disse tre nette unge damer skriver sig fra da«, spurgte Land.
Massa tog ordet, men hun har aldrig været flink i P-maal, derfor gik det ogsaa rent galt.
»Pra-pra fan-tan-ti-si-pi-ti-si-pi-hi –« det
