med fin, gnidret tryk. Og der stod vi nede i vor bakke græsselig oplagt til alskens skøierstreger. Jeg ved ikke, hvem det var, der foreslog, vi først skulde gaa til madam Land, men vi var alle tre øieblikkelig villige. Vi listede os sagte op ad hendes gadedørstrap. Men nu vilde ulykken, at madam Land har et stort jernlod paa sin gadedør for at den skal smelde igjen af sig selv, skjønner dere. Hvorledes det nu gik til, ved jeg ikke – vi gik sandelig saa forsigtig i døren – jeg har snarest en mistanke om, at det var en lumskelig fælde madam Land opstillede for saadanne sene gjæster som os – for jernloddet fór med et dundrende smeld i gulvet. Vi blev saa forfærdet, at vi alt stod paa spranget ud af den mørke gang igjen, da madam Land og hendes mand – for ma'm Land har virkelig en mand, endda aldrig nogen snakker om ham – kom styrtende ud med lampe og lys.
»Nei tak«, raabte madam Land, saasnart hun fik se os, »saadant noget juggel vil jeg ikke vide noget af. Ud med dere igjen – og det fort«.
