»Og saa snil, som han er! – Jeg boede i en liden stue oppe i Silgjord, jeg, ser du, det var ikke meget til levemaade, det skal være vist, men saa skrev han Lars, at jeg maatte komme. – Nu maa du komme til mig, mor, skrev han, for nu har jeg det godt, skrev han. Og nu faar jeg kaffe to gange om dagen og fjærdyne i sengen – jo–jo san. – Det eneste jeg ønsker nu, er, at jeg havde en rive og en liden dot hø at rake i – riven skal han nok skaffe mig, siger han Lars, men det blir værre med høet, siger han Lars.«
Aa Gud, hvor det er frygteligt at angre! Jeg kunde ikke sige farvel til Eiebakkes mor engang, jeg sprang hjem – – aa, saadan som jeg græd! Mama kunde ikke skjønne, hvad jeg græd for, og det var saa leit, saa leit at sige det. Tænk, at Eiebakke havde sagt, at vi var saa snille, vi som ikke tænkte paa andet end at være lei mod ham!
Men samme nat fik jeg ogsaa mæslinger, og det varede flere uger, inden jeg kom paa skolen igjen. Da jeg blev frisk, var Eiebakke ikke mere paa skolen; han havde faaet
