gamle øine, der laa langt inde i hovedet. »Du gaar vel paa skole for han Lars, du«, sagde hun videre, »for han Eiebakke, mener jeg; det er gjild gut det, og gjild lærer ogsaa, kan jeg tænke«.
Jeg blev staaende i trappen, men jeg var ikke istand til at sige et eneste ord.
»Aa saa snille, som dere er at læse med, siger han – de er saa snille og sidder saa stille, mor, siger han – hver eneste dag siger han det, og Gud inderlig lønne dere for det. Det er bare moro altsammen, mor, siger han. Gud fader ske lov og tak i sit rige – og tak skal du ogsaa have.« –
Hun vilde tage mig i haanden og takke mig – jeg trak haanden til mig, jeg kunde ikke, jeg kunde ikke tage hende i haanden, der kom en stor klump i halsen paa mig, akkurat, som om jeg vilde begynde at græde.
»For han er saa lidet frembærslig, han Lars, ligesom saa inderlig lidet frembærslig, det har han altid været, saa det er en stor naade, at det gaar saa godt paa denne fine skolen, han er kommet paa« – hun ruggede frem og tilbage, og saa straalende fornøiet ud.
