mor, der stod nede i gaarden – alle de andre smaapiger stormede hen i vinduet, tilsidst kom Eiebakke ogsaa. Han saa et øieblik ned paa den gamle kone og blev stupende rød i ansigtet:
»Nei, det er min mor«, sagde han ganske sagte. Jeg fik et stik i hjertet med det samme, men jeg lod som ingenting; klokken ringede netop, og Eiebakke skyndte sig ud.
»Du er brillant, Inger Johanne.«
»Det havde han godt af, den simple fyren.«
»Nei at du turde sige det, jeg maa sige, du er kjæk.«
De lo allesammen – men hvor jeg angrede – aa saa forfærdelig! Men det kunde jeg naturligvis ikke sige.
Samme eftermiddag fik Olaug mæslinger, og jeg skulde op til jomfru Einarsen for at sige, at hun ikke kom paa skole paa en tid. Den dag havde jeg ikke lyst at træffe Eiebakkes mor, og saa sad hun netop paa trappen, da jeg skulde gaa ind.
»Jeg sidder her og soler mig jeg«, sagde hun og saa op paa mig med et par venlige,
