havde lyst at se Eiebakkes mor. Men jeg saa aldrig noget til hende.
Tænk, at han havde en mor, som gik med tørklæde paa hovedet – fra den dag var vi endnu leiere mod Eiebakke, end vi havde været før. Han maatte aldrig indbilde sig, at vi vilde lære noget af ham – nei tak, far – ikke var det vist stort, han kunde heller!
En dag i Eiebakkes time kom jeg tilfældigvis hen i vinduet. Nede i skolegaarden stod der en liden gammel kone med et stort tørklæde virret om hovedet, saadan som fjeldfolk bruger det. Hun holdt hænderne under forklædet og saa sig om. Jeg skjønte med en eneste gang at det var Eiebakkes mor; men ved dere, hvad jeg sagde?
»Der staar en gammel fjeldkone nede i gaarden, Eiebakke, hun gaar vist og ber.«
Ja, tænk, det sagde jeg, bare for at gjøre Eiebakke ondt og for at de andre skulde synes jeg var kjæk, som turde sige det!
Jeg glemmer aldrig det blik, Eiebakke sendte mig; han skjønte, at det var hans
