hinanden og lo, at Eiebakkes blaatærnede lommetørklæde kom op, og at han tørrede sveden af panden og hænderne, som om det anstrengte ham at undervise; naar saa klokken ringte, smøg han hurtigst mulig ud af klassen.
En dag kom Kima Pirk stormende ind: »Nei, jeg skal fortælle dere noget – tænk Eiebakkes mor er en gammel fattigkone –«
»Det er ikke muligt.«
»Du bare lyver, mor.«
»Hvorledes kan du vide det?«
Vi spurgte i munden paa hverandre.
»Jo hun bor nede hos Eiebakke i jomfru Einarsens hus – hun kom til byen igaar – hun er klædt som en gammel fjeldkone – og hvis det ikke er sandt, kan dere gjerne kalde mig en krok.«
Vi blev enige om, at det var rent ud skandaløst af Eiebakke at have en gammel, fattig fjeldkone til mor.
Aa, hvor jeg angrer – hvor jeg angrer, slig som jeg var!
Samme eftermiddag og mange dage efter gik jeg forbi jomfru Einarsens hus, for jeg
