for os selv, men vi gjorde det igrunden bare for at plage ham. Naar vi saa ikke kunde noget, stod Eiebakke der og forklarede og forklarede og skrev paa tavlen, men nedover pultene snakkede og knisede og lo vi. – Der var sjelden nogen, der sad paa plads i Eiebakkes timer; vi fór fra den ene pult til den anden. I regnetimerne, naar Eiebakke vendte ryggen til og skrev paa tavlen, legte Mina og jeg Sidsten rundt pultene; vendte Eiebakke sig da om, dumpede vi ned paa den første den bedste plads, og saa yderlig uskyldig ud.
I Norgeshistorie fuskede vi hele klassen over. Netta havde en gammel Norgeshistorie med løse blade. Alle Nettas løse blade gik paa omgang i hele klassen. Vi havde bladet foran os paa pulten; den der sad paa pulten foran, maatte da sidde paa et vedtræ for at blive høi i sædet, saa det forræderiske blad bag ryggen kunde blive godt skjult. Men Eiebakke sagde ikke et ord, ikke et eneste ord til os, hvad vi saa foretog os. Det kunde hænde, naar vi en dag holdt usædvanlig spektakel, snakkede i munden paa
