– nei, det vilde jeg da virkelig sætte en stopper for.«
Alle de andre syntes ogsaa, at det var rent ud væmmeligt af Eiebakke, at han skulde hænge sit ydertøi inde hos os. Først flyttede vi alt vort tøi undaf, saa hans hang ganske alene paa den ene side. Nei, Eiebakke forstod ikke nogen ting – den næste dag hang hans hat ovenpaa min nye filthat – jeg, asen som jeg var, jeg tog Eiebakkes hat og kastede den paa gulvet. Dagen efter hang Eiebakkes hat og frak igjen paa klædeshængeren, men da tog Kima Pirk og kastede baade hatten og frakken paa gulvet, og hatten gav hun et spark idetsamme, saa den fik et lidet hul oppe i pullen. Før Eiebakke gik fra skolen den dag, stod han uendelig længe nede i skolegangen og gned og pudsede hatten og frakken med et blaatærnet lommetørklæde. Siden kom Eiebakkes ydertøi ikke mere ind i vor klasse; han kjøbte sig ikke nogen ny hat, men gik med den gamle med hul i pullen.
Det var fast takst, at ingen af os lærte vore lekser for Eiebakke. Det var nu værst
