allesammen dukke os ned under pultene, saa der ingen var at se, naar Eiebakke kom op igjen. Hvis han da spurgte, hvad det skulde betyde, skulde vi svare, at vi bare pudsede vor næse.
Alle de andre var øieblikkelig villig og næste gang Eiebakke forsvandt bag kathederet, dukkede vi alle under pultene. Min plan lykkedes forresten ikke helt; vi maatte komme frem igjen af os selv, for Eiebakke sagde ikke et muk, da han kom op bag kathederet igjen. Da jeg endelig dukkede op fra pulten, stod Eiebakke der rød som et dryppende blod. Han skjønte godt, at vi holdt skøi med ham. Fra den dag begyndte det, at vi var leie mod ham.
Naar Eiebakke skulde læse inde hos os, hang han i begyndelsen altid sit ydertøi ind i vor klasse. En gammel yderfrak, som var fedtet paa kraven, og med lappet foer, og en hat, der var ganske grøn i pullen af sol og regn. Det kunde undertiden hænde, at han hang sin hat og frak ovenpaa vort tøi paa den overfyldte klædeshænger.
»Den ækle frakken og hatten – isch
