Jeg husker saa godt den første dag, Eiebakke kom paa skolen. Idetsamme bestyreren fulgte ham ind i vor klasse, snublede Eiebakke i dørstokken, og bardus der laa han paa alle fire, og alle vi smaapiger, brast i en latter, som aldrig tog ende. Jeg lo længere end alle de andre, for naar jeg først er begyndt at le, har jeg saa uendelig ondt for at holde op igjen. Uf det er mange gange leit at være saa lattermild!
Jeg kunde ikke kaste et eneste blik paa det tynde ansigt med den vridde næsetip, som stod deroppe paa kathederet, før jeg maatte le igjen. Han sagde ikke et ord om, at vi lo, men saa bare sørgmodig ned paa os.
Det var forresten ikke mange dage, før vi opdagede, at Eiebakke var generet for os. Tænk, generet for os, som gik med korte kjoler og fletter nedover ryggen! Paa en maade var det jo noksaa morsomt, akkurat som vi skulde være voksne damer alt, men kjedeligt ogsaa, for vi troede ikke, han kunde være flink, naar han generede sig for nogle smaapiger.
