»Jeg skal lære dig, jeg« – saa en ørefigen paa den anden side: »Næsten slaaet din egen mor ihjel –«, og han slog. Men tænk: endda jeg havde saa gruelig ondt af Peder, saa ondt, at jeg tror, jeg gjerne skulde have taget slagene i hans sted – vi var jo lige skyldige – saa var der noget saa græsselig spændende ved at se paa Peder og provsten dernede, at det næsten føltes som en skuffelse, da provsten tog Peder i den venstre øreflip, og drog ham med sig nedover. Gutterne havde nylig anlagt en liden vei nedad heien og ind en liden bagport i provstens have. Det kom godt med for Peder nu, at der var nogenlunde banet vei, da han blev ført afsted ved øreflippen.
»Nu kan dere lide paa, at Peder faar juling«, sagde Karsten, – han følte ogsaa det spændende ved øieblikket. »Men var det mig«, han blev meget ivrig, »saa vilde jeg lægge mig paa ryggen og spænde med benene i luften, saa ingen kunde komme mig nær. Han skulde ikke faa slaa mig, nei, det skulde han være blaa for.«
Det var rent forbi med festen. Ezekiel
