– provsten var rasende; vi hørte det paa stemmen.
»Jeg maa gaa«, sagde Peder og reiste sig op, »jeg maa – jeg maa« – han klavrede op, vi andre keg med bare hovederne op for at se hvorledes det gik.
Dernede stod provsten uden hat i bare paryk og lynende sint. Det var ikke godt at være Peder nu. Han klavrede uendelig langsomt nedover. Provsten truede op til alle vore seks hoveder, der stak op af fangehullet:
»Ja kom bare en anden gang slig – kom bare – I skal faa kjende det paa rygstykkerne jere – store mennesker, som dere er – at slaa folk ihjel med stene!« –
»Ja, men vi slog jo ikke ihjel nogen«, raabte Karsten.
Jeg blev rent forfærdet over Karsten, at han turde raabe slig til provsten, som imidlertid ikke tog den mindste notits af ham; Peder var nemlig endelig kommet indenfor hans rækkevidde, saa han fik andet at gjøre.
Først en ørefigen paa den ene side:
