bleven saa dødelig angst ved at se den store sten i luften lige over sig, var det ikke langt fra, at alle vi deroppe paa fæstningen syntes det var lidt utidigt af provstinden at skrige saadan op.
Provstinden krabbede sig nedover igjen alene, hun var bare gaaet derop for at se efter et hvidt sengeteppe, som hang paa en busk for at tørres.
Men vor feststemning havde ligesom faaet et knæk.
Karsten fægtede med knyttet haand ud i luften, som han pleiede, naar han blev ivrig. Det var nu slet ikke saa farligt, forsikrede han; for hvis han havde været provstinden, saa havde han naturligvis seet, hvilken vei stenen tog i luften, og tog den saa den vei – saa kunde han jo løbe til siden – saadan – og tog stenen den anden vei, saa kunde man jo bare løbe til den anden side. Forresten, hvis provstinden havde været, som hun skulde være – saa stærk som Nils Heia f. eks., saa kunde hun jo have staaet ganske rolig, taget sigte paa stenen, taget imod den med hænderne
