»Et hurra og fire skud for kvinden!« Ikke en snup mere. Jeg syntes, det hørtes saa overordentlig mandigt. Peder styrtede op paa fæstningen for at affyre skuddene, Karsten efter som en kamphane med haaret ende tilveirs. Stenene for bragende nedover – øieblikket efter hørte vi et ynkeligt klageskrig, og Peder kom løbende ned i fangehullet, askegraa under sine fregner.
»Aa mor – mor – –«
Vi styrtede op allesammen; dernedenfor fæstningen, lige nedenunder styrtningen stod den lille pukkelryggede provstinde med et violet tørklæde om hovedet og en liden smal haand løftet i veiret. Stenen, som var bleven afskudt til ære for kvinden, laa mindre end en alen fra hende!
»For Guds skyld, barn! For Guds skyld, barn!« – hun kunde næsten ikke tale af skræk.
Endnu den dag idag kan jeg angre paa, at jeg ikke løb ned til hende og fulgte hende nedover heien igjen. Det faldt ingen af os ind, tror jeg. Da vi hørte, at stenen ikke havde truffet hende, men at hun bare var
