som foden var slaaet af. Jeg syntes dengang, det var græsselig smaaligt af mor, at vi ikke kunde faa ordentlige glas.
Ezekiel holdt festtalen. Jeg ser endnu hans tynde, blodløse fingre om det stetteløse glas, mens han sprutede og talte om »vor unge frihed, som satte blomst paa frihedsdagen«. Jeg havde nylig læst hele talen i et gammelt barneblad og maatte jo nødvendigvis betro denne min opdagelse til Mina; de andre vilde vide, hvad vi lo af, og tilslut hviskede og lo alle tilhørerne sig imellem; men Ezekiel klemte paa. Efter talen blev fire stene kastede udover. Karsten var straalende: »Aa du, aa du, hvor det smald!»
Siden talte Ezekiel for Sverige; efter talen foreslog han, vi skulde synge: »Se hist ved østersaltets vove« – men da ingen af os kunde melodien, og Ezekiel selv ikke havde en tone i livet, saa gik det ikke. For det kunde jo ikke nytte os, at han forsikrede, at han hørte melodien tydelig indeni sig. Saa talte Nils Trap for kvinden; jeg husker, hvor jeg beundrede de korte, fyndige ord:
