Lidet jord, men meget sol; er der en liden sprække, gror der straks en makrelblomst, fine, lange græsstraa, smørblomster og katteklo. Nypetorn og ener klavrer sig fast baade hist og her – og saa lyngen da helt oppe paa toppen! Hele fladen bortover bare de violette lyngblomsterne, klare himlen over os – og hele havet udover i en stor vid runding – ingenting, som stænger for synet.
Dette har jo egentlig ikke noget med provstinden at gjøre, men jeg maatte bare forklare, hvorledes der var oppe i heien. For deroppe var det, at Nils Trap, Ezekiel, Peder, Karsten, Mina, Massa og jeg legte mangen god dag.
Lige ved vort gaardsrum begyndte det at høine sig opover; først en liden opmuret have, saa afsatser og styrtninger, store stene, smaa stene, stupende brat ned og saa op et par skridt igjen, hvor en maa bruge baade hænder og fødder og gribe fat i lyng og ener for at komme op.
Omtrent midtveis opover heien er der et noksaa stort fremspringende klippestykke, som det bare fra den ene kant, og det endda
