havde stængt efter sig. Tilslut lagde han sig ned paa tærskelen og storgræd.
I huset ved siden af der, hvor Tollef stod udenfor og græd, boede der en mand, som hele byen kaldte Kristen tusindkunstner. Han satte istand lamper, loddede gamle thekjedler og sligt. Det var en liden sortsmudsket mand, som stammede. Han var ogsaa kommet ud paa trappen sin.
»Sk – sk – ska' de nu ogsaa t – ta' den v – vesle glæden fra fattigfolks barn nu«, sagde Kristian tusindkunstner, han saa nedover Storkleiven efter alle vore gutter, som skreg og raabte; de sorte øinene hans gnistrede, det var ikke langt fra, jeg blev ræd, der jeg stod.
Og pludselig med en eneste gang slog det mig: for en skam – for en græsselig stor skam det var, vi havde gjort, da vi jagede de stakkers fattigbørnene fra kleiven deres.
Jeg sprang bort til kassen med sneballerne, der var endnu nogle igjen, væltede den og trampede sneballerne ned i sneen, alt hvad jeg orkede.
