Aksel og Ludvig var de første, som rendte nedover paa vor gamle, brede »Dovre«. Efter kom de andre i en lang række, men saadan som de jublede og skreg! Angemal Terkelsen kastede sig paa maven paa en kjælke – han skal nu altid være saa kjæk han – og Jens Stub skrævs over ryggen paa ham, Peder til provsten satte ivei paa den røde, flade kjælken sin; den er lavet oppe i fjeldbygden og gaar saa ynkelig, den kjælken, at alle de andre gutterne kalder den for »Lusen«. Men da blir Peder altid fornærmet. For Peder til provsten er af den slags gutter, der aldrig blir vond, men bare fornærmet.
Men midt op i al jubelen og hurraraabene, hørte jeg lidt efter lidt en ynkelig graad. Da jeg skulde se efter, var det den lille gutten med tørklæde om hovedet som græd, han der havde trukket paa et vedtræ i en hyssing. Det var Tollef, søn til vaskerkonen vor; han havde faaet en snebal i øiet og vedtræet havde han mistet, og han græd og græd. Han bankede paa døren til et lidet hus, men moderen var gaaet ud og
