os undaf. De stenhaarde sneballerne føg om os i luften, den ene biede ikke paa den anden, og der hvor de traf, der gjorde de ondt, det kunde jeg bevidne, for jeg fik en paa kindet, og jeg maatte holde lommetørklædet paa det hele tiden, saa sved det.
Du for et leven! De skreg og de raabte, de holdt sig ikke i bakken længere, men ude i dybe sneen langs veien laa der gutter og sloges, og uafladelig kom der sneballer fra bagtroppen; de gnistrede om ørene paa en; – men kjærringerne kom ud paa stentrapperne sine rundt omkring med smaabørn paa armene, og raabte noget, som ingen hørte paa.
Gutterne vore havde naturligvis hele tiden havt den bedste stilling, de stod jo paa toppen og kastede nedover, mens Tangengutterne stod nede og kastede opover – det var ikke mange minutter om at gjøre, før Tangengutterne tog tilbens bortimellem husene. Der kom nok endnu en og anden enslig snebal susende bortenfra dem i en langstrakt bue, men det var godt at skjønne, at de følte sig slagne.
