Jungmanden var kommet tæt op til Aksel. Han vendte siden til, holdt armene lidt ud fra sig, saadan som gutter gjør, naar de vil ægle sig ind paa en, og stirrede hele tiden ret ind i øinene paa Aksel.
»Pakke sig, sa' du – var det pakke sig, du sa' – jeg skal gi' dig pakke sig, jeg, dit flaadde sildeben, du er.«
Og inden Aksel fik suk for sig, havde han jungmandens næve i brystet – der laa han i snefonnen, og jungmanden op paa ham, men i samme øieblik var Nils Trap og Angemal Terkelsen oppe paa ryggen af jungmanden igjen. Der blev et basketag, saa sneen føg.
»Han bider – han bider, svinebæstet«, skreg jungmanden nede i sneen.
Aksel Wasserfall, som laa underst, havde ingen anden maade at værge sig paa – han bed tvers igjennem tykke sjømandsklæder og alting.
Nede fra bakken kom endel af Tangengutterne stormende opover, men nu klemte Karsten og bagtroppen ivei med sneballerne; Massa, Mina og jeg blev rent rædde og trak
