Vor tilsynekomst oppe paa bakken vakte en del forundring. De, som kom opover, standsede, hviskede sammen og drog sig lidt undaf.
Opover bakken kom der idetsamme en sjøgut, saadan en rigtig bred, firskaaren liden jungmand med skotlue og flagrende slips.
»Kom nu – hvad er det dere standser efter«, raabte han, »vi har vel lov at rende i vor egen kleiv, om der staar no'en fine byfluer og ser paa«. Han var i stemmeskiftningen og snakkede saa høit, som var han i den værste storm ude paa havet.
Men i samme øieblik stak Nils Traps krogede næse op over skraaningen, og der var alle de andre ogsaa: Angemal Terkelsen, Jens Stub, Peder til provsten, Aksel Wasserfall og hele hurven af gutter bag, jeg saa Karsten i bagtroppen med hele kassen stoppende fuld af sneballer.
Huf, jeg fik næsten hjerteklap.
»Hvad vil dere?« sagde jungmanden.
»Vi vil ha' kleiven at rende i», sagde Aksel Wasserfall, »dere skal pakke dere væk allesammen, ellers saa –«
