undertiden; men det er bare vor gamle blaamalede »Dovre« og Nils Traps »Letvindt«, som gaar saa langt. Men det er ogsaa de bedste kjælker i byen.
Det er bare fattige folk, som bor udover Tangen, lodser og sjøfolk og arbeidsmænd. De smaa husene ligger spredt og uregelmæssigt, dér et lidet hus oppe paa en hei, og saa et lidet hus nede i en fordybning igjen.
Hele bakken yrede af børn idag, gutter og piger; der var skrig og moro og lystighed, saa det stod efter. Kjælker var der ikke mange af, de rendte mest paa lange bord, en seks-otte stykker af gangen, hei san, saa det gik – nogle stod paa ski, saadanne som de laver sig selv af tøndebaand; hjulbenede, foroverbøiede susede de nedover bakken, men paa benene holdt de sig. Saa kom der en paa en liden elendig kjælke, og langt nede i bakken saa jeg en bitte liden gut med et tørklæde om hovedet – han trak et vedtræ efter sig i en hyssing, det var hans kjælke.
Men ingen af vore gutter var endnu at se.
