Jeg haltede opover bakken med mit saare knæ, men indeni mig bestemte jeg mig til, at jeg vilde ud paa Tangen ieftermiddag og se paa krigen, om saa knæet gjorde aldrig saa ondt.
Men helt inde i stuen hørte jeg i middagsstunden, hvorledes Karsten bankede og hamrede paa kassen ude i vedskjulet.
Naturligvis fik jeg lusket ud af ham, at klokken halv fire precis skulde slaget staa.
Jeg havde ikke sagt et muk om, at jeg havde ondt i knæet, og klokken lidt over tre gik jeg nedover byen og indom til Massa og Mina. Jo da, de vilde være med – og vi vilde være listige, vi og, for om gutterne ikke vilde have os med, saa vidste vi en gjenvei, vi, gjennem Terkelsens have – og vi løb afsted.
Ved den gjenvei, vi tog, var vi lige oppe paa toppen af Storkleiven med en eneste gang. Det var rent ud en glimrende bakke. Langstrakt og flad nedover, men med en dygtig knæk til at begynde med, og det gav fart. Helt ud i Sandvigen kommer vi
