fløi nedover lige mod gamle madam Lands vedbod, saa det gav et voldsomt klask i væggen. Begge mine lysebrune hansker sprak midt indi haanden, saa voldsomt slog jeg hænderne i bakken, og mit venstre knæ gjorde bestialsk ondt, saa jeg knapt kunde reise mig.
Gamle Kristen vedhugger kom ud i madam Lands vedboddør med sine rødsprængte kinder og halte op i bukserne sine.
»Dat ho?« sagde Kristen vedhugger.
Jeg værdigede ham ikke et svar. Karsten var lynende vond.
»Det var din skyld det, mor, det var du, som var saa tung og ækkel – og nu er den kassen itu, og vi som skulde bruge den ieftermiddag, naar vi skal have krig.«
»Krig? – Med hvem?»
»Med Tangengutterne vel – hvorfor skal de ha' den store kleiven for sig alene og alle vi andre gutterne inde fra byen kan aldrig faa komme der med en eneste kjælke en gang, før de farer paa og juler en – og vi har jo bare denne fillebakken her at rende i, vi.«
