Opslaget paa skindhuen hans var løst op og stod ret ud i veiret, de store ørene hans stak brændende røde frem som to store hanker. Han svedede under skindhuen, og paa hænderne havde han store, hvide, haardfrosne vaatter.
»Kom og hjælp mig da«, raabte han.
Jeg saa ned paa mine lysebrune, stramme hansker.
»Er du gal du – nei tak, far.«
»Du skal bare se, hvor snodigt det er at age nedover paa denne kassen – det støder og tumler saa rasende gjildt saa.«
Jeg fik en brændende lyst til at forsøge, glemte med en eneste gang, at brystet skulde ud og maven ind, tog et dygtigt tag i kassen, og der havde vi den oppe. Karsten satte sig op foran, jeg bag, og nedover gik det. Ja det kunde nok hænde, at den stødte og tumlede. Jeg troede jeg havde rystet itu, især i den værste knækken midt i bakken, men hvorledes det gik til eller ei – knak, sa det i kassen, jeg pladask i bakken paa den ene kant, Karsten op i sneen paa den anden, mens stumperne af kassen
